dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Datatilsynet har selv brudt dataregler

Udprintede papirer med personfølsomme oplysninger blev ikke makuleret.
21. AUG 2020 9.45

Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus.

Men Datatilsynet må dog formodes at fortsætte med at uddele kritik til myndigheder og virksomheder, der ikke har styr på datasikkerheden, selvom man nu indrømmer en fejl i egne rækker.

Datatilsynet har i starten af august opdaget et brud på datasikkerheden i tilsynets lokaler i Valby. Nogle medarbejdere har printet dokumenter med fortrolige og følsomme oplysninger, og efter brug er de blevet smidt ud i en beholder i den tro, at dette papiraffald ville blive makuleret. En medarbejder fra Datatilsynet har imidlertid konstateret, at det i stedet er blevet bortskaffet som almindeligt papiraffald og sendt til genbrug.

- Det er dybt beklageligt. Vi stiller høje krav til både virksomheder og andre myndigheder om at passe godt på danskernes personoplysninger, og derfor er det meget uheldigt, at vi selv ikke har skilt os af med denne del af Datatilsynets papiraffald på en passende måde, siger Mia Staal Klintrup, som er databeskyttelsesrådgiver i Datatilsynet.

Ingen tegn på misbrug

Hun tilføjer, at intet tyder på, at papiraffaldet er kommet i de forkerte hænder.

- Det er vi lettede over, men det ændrer ikke på, at sådan en fejl ikke må ske. Derfor har vi nu gennemgået vores retningslinjer og indskærpet procedurerne, ligesom vi selvfølgelig har sørget for, at papiraffaldet fremover bliver håndteret korrekt.

Bruddet har stået på i perioden fra februar, hvor Datatilsynet flyttede til nye lokaler, til august, hvor en medarbejder blev opmærksom på problemet - dog fraregnet de tre måneder, hvor medarbejderne arbejdede hjemme på grund af corona. 

Før flytningen blev der stillet krav om en beholder til papiraffald, der skal makuleres, som man havde i de gamle lokaler. På grund af interne misforståelser blev en  beholder til almindeligt papiraffald markeret som makuleringsspand, uden at den ansvarlige medarbejder fik tjekket op på, at det nu også var rigtigt. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.